Det vil være en katastrofe for Ærø som samfund hvis planerne om at afskaffe sømandsskatten gennemføres, som det såkaldte Frigast-udvalg foreslår i en rapport udarbejdet for Folketinget.
Udvalget forventer, at det vil få de danske søfolk til at droppe erhvervet og gå i land. Det vil gavne samfundsøkonomien i Danmark, skriver udvalget, fordi de vil finde jobs herhjemme og dermed betale normal skat.
Det store problem for Ærø er, at der ikke er jobs på øen til de cirka 200 søfolk, primært fra Marstal, som sejler under den nuværende ordning. Derfor vil udvandringen fra øen blive markant. Og med sig vil søfolkene tage deres familier.
Samlet set vil det over en kort årrække betyde at befolkningen på Ærø falder med måske 10 %, 600 personer.
Baggrund
Siden 1988 har søfolk fået nettoløn når skibene er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, DIS. Formålet var, at gøre det attraktivt for rederier at blive i Danmark - det skulle give lavere løn-udgifter når skibene ikke have udgifter til søfolkenes skat. Udenlandske søfolk er generelt også skattefrie, da deres respektive lande har tilsvarende ordninger, så konkurrencen blev lige.
I den nye 452 siders rapport Fremtidens Erhvervsstøtte står der:
"Hvis DIS-ordningen afskaffes, må de danske søfolk i vidt omfang formodes at finde arbejde på landjorden i Danmark, og med deres skattebetalinger bidrage til samfundsøkonomien".
På den baggrund foreslår rapporten at ordningen saneres (Læs: Afskaffes helt eller delvist).
Hvis skatteordningen fjernes, vil det i praksis betyde, at udenlandske søfolk vil overtage de danske søfolks jobs. Det vil også have markant betydning for Navigationsskolen i Marstal, da indtaget af (danske) elever vil falde drastisk.
I Danmark har Svendborg kommune flest søfolk, men i forhold til indbyggertallet har Ærø kommune flest.
Forslagene i Fremtidens Erhvervsstøtte skal nu behandles polititisk i Folketinget. Det må forventes at der først kommer vedtagelser for de forskellige erhverv i 2025-26, da forslagenes betydning også lokalt skal analyseres - og hvor kraftige protesterne er mod afskaffelser af de enkelte skatte- og støtte-ordninger.
Søfolk i Danmark
COWI udarbejder hvert år analysen "Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark" for Søfartsstyrelsen. Der er knap 11.000 ansatte indenfor skibsfart, men det inkluderer også indenrigsfærgerne
Knap 43 % af de beskæftigede i Skibsfart er under 40 år.
Skibsfart har en høj andel med lang eller mellemlang videregående uddannelse – det gælder 48 %. Det ufaglærte personale er normalt udlændinge.
Lønnen er i snit brutto på 738.000 og netto på 536.000 kr - skatten betales hovedsageligt af søfolk der sejler på de hjemlige færger og skibe.
Se COWI-rapporten HER.
Se forslagene til Fremtidens Erhvervsstøtte HER , se afsnittet om Søfart.
____
Af redaktør Carsten L. Schmidt
redaktion@aeroedagblad.dk