Området mellem Søndervejen og Søby Nørremarksvej, som grænser op til den tidligere Søby Skole, skal udvikles med boliger og erhverv. Til januar skal det vedtages som en del af Ærøs nye Planstrategi.
Den planlagte udvidelse af Søby Havn, så værftet kan tage større skibe ind, vil give behov for erhvervsarealer ved Søby. I dag er de eneste ledige erhvervsarealer ved Marstal. Derfor vil kommunen udlægge det nye 220.000 kvm udviklingsområde, hvor der samlet kan opføres cirka 88.000 kvm byggeri.
Det nye udviklingsområde ejes primært af Lars Holm Pedersen, mens en lille del mod nord ejes af Finn Groth Jørgensen. Lars Holm Pedersen ejer også 1 af de 2 områder som kommunen har udlagt til sommerhuse ved Søby.
Byggeriet
Det nye område er benævnt Sø.Bl2 og består i dag af landbrugsarealer og enkelte enfamiliehuse.
Områdets anvendelse fastlægges til:
* Boliger, kontorer, klinikker, hoteller, butikker og småproduktion.
* Bebyggelsesprocenten for hver enkelt parcel må ikke overstige 30 % ved boligbyggeri og 50 % ved erhvervsbyggeri.
* Erhverv kan være produktion, byggeri og anlæg, engroshandel, transport og lignende inden for miljøklasse 1-3 (Læs: Ikke så generende - der er 7 miljøklasser hvor 7 er den "værste")
* Byggeri må ikke opføres med mere end 2 etager og med en max-højde på 8,5 m.
* Grunde til erhverv må ikke være større end 4.500 kvm.
Se mere HER.