Her i 2024-25 vil det blive besluttet hvor Ærøs nye solparker skal opføres. Rådgivningsfirmaet Urland har for kommunen udpeget de områder hvor det er mest oplagt at placere dem.
De 4 bedste områder er:
* Leby,
* Bregninge-Vindeballe,
* Græsvænge vest for Marstal
* St. Rise-området.
For St. Rise-området ligger der allerede udkast til en lokalplan for en 290.000 kvm solpark i Thorup - den blev dog droppet af kommunalbestyrelsen i 2021 efter stor ballade på Facebook og i Fyns Amts Avis.
Problemet med solparken var, at der ikke ville blive nogen indtjening til Ærø udover grundsalget, mens indtægterne fra salget af energi ville gå til ejerfirmaet Better Energy i København.
Den manglende lokale indtjening, og dermed endnu større lokal modstand, har været gældende over hele landet.
Derfor vedtog Folketinget i 2020, at fra 2021 kan der oprettes lokale Borgerenergifællesskaber, hvor borgere og erhvervsfolk kan gå sammen om opførelsen af solparker og vindmøller, så indtjeningen går til lokalområdet.
Her i 2023 blev Ærøs Borgerenergifællesskab oprettet.
Tanken med Borgerenergiselskaber er, udover lokal indtjening, også at gøre projekter mindre, større dialog og medejerskab, så modstanden fra naboer og nærliggende landsbyer forminskes.
Desuden vil Ministeriet for Byer og Landdistrikter i den kommende solcellebekendtgørelse slå fast at der skal plantes afskærmende buske, hvis solcelleanlæg placeres i nærheden af beboelse.
Erstatning
Der er også kommet nye erstatningsregler til naboer og til lokalsamfundet.
Ifølge tænketanken Kraka falder boligpriserne med 10 %, når solcelleanlæg opstilles inden for 200 meter fra folks hjem.
- Værditabsordningen har været gældende siden 2009. Den sikrer, at VE-opstilleren yder erstatning for tab, der vurderes at være større end 1 % af ejendommens værdi, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
- Derudover er der salgsoptionsordningen, som gør det muligt for nære naboer at frasælge deres bolig til opstiller. Ordningen er af nyere dato og trådte i kraft i 2020.
- Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 har netop besluttet at hæve både VE-bonussen, som går til naboer til VE-anlæg på land, og grøn pulje, som kommer lokalsamfundene til gode.
- VE-bonussen er et beløb, som VE-opstiller årligt betaler til de nærmeste naboer. Vi har med aftalen fra december aftalt at hæve VE-bonussen med 50 %.
- Derudover øger vi grøn pulje med 150 %, Grøn pulje er en ordning, hvor VE-opstillerne indbetaler et beløb per opstillet MW til kommunen. Pengene kan anvendes til en række formål i de lokalsamfund, hvor der opsættes VE. Det kunne være en renovering af forsamlingshuset. En ny vandresti. En ny naturlegeplads.
- Forøgelsen af VE-bonus og grøn pulje betyder samlet set, at VE-opstillere, frem mod 2030, kommer til at bidrage med cirka 2,5 milliarder kr mere til kompensation af naboer og lokalsamfund – så de i alt kommer op til at betale cirka 4,5 milliarder kr.
Energistyrelsen vil foretage en evaluering af ordningerne i 2025.