40-60 borgere får nu tilbudt kultur på recept med 485.000 i støtte fra Kulturregion Fyn. Projektet starter til januar.
'Kultur på recept' skal forbedre trivsel hos borgere, der døjer med stress, angst eller depression. Kulturaktiviteterne vil bestå af fx billedkunst, sang og læsning og besøg på museer, biblioteker og kulturhuse.
Kulturregion Fyn har afsat 255.000 kr. til ansættelse af en lokal tovholder i en 20 timers stilling i 1 år og 230.000 kr. til at afholde konkrete kulturforløb.
Kultur- og Socialudvalget har besluttet at målgruppen bliver borgere fra 31-65 år.
Der laves 3 forløb på hver 8 uger med 2 møder á 2 timers varighed.
Det er planen at tovholderen ansættes med start i januar 2022.
Baggrund
Kulturregion Fyns pilotprojekt Fynsk Kultur på Recept er et fælles fynsk initiativ, som er finansieret af den fynske kulturaftale for perioden 2021-2024. Det betyder, at hver kommune fra 2021-2024, får finansieret sundhedsfremmende kulturforløb til mellem 40-60 borgere.
Kultur på recept-forløbene vil foregå inden for 4 kategorier:
* Litteratur og fortælling - fx guidet fælleslæsning, filmfortællinger, teaterøvelser.
* Billedkunst - fx museumsbesøg, kreative værksteder.
* Musik & Sang - fx koncertoplevelser, fællessang, samspil.
* Natur - fx nærværsøvelser, landart-projekter.
Se overblik HER.