Ærø kommune har udpeget 5 områder til nye vindmøller og 4 steder til solparker. Med Folketingets nye Klimaaftale om mere energi fra sol og vind på land bliver Ærø kommune forpligtet til at lave en lokalplan der tillader det.
Kommunalbestyrelsen skal dog først skrive de 9 områder ind i Kommuneplanen for Ærø, som den planlægger at vedtage i starten af 2025.
- En kommune har pligt til at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen, hvis et projekt er i overensstemmelse med kommuneplanen, siger minister for Landdistriker Morten Dahlin til Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer.
Det betyder i praksis, at når Kommuneplanen er vedtaget af Ærøs kommunalbestyrelse, så har jordejere i de udpegede områder krav på at få lov til at udvikle en sol- eller vindpark.
Bedst til vindmøller
De 5 bedste områder på Ærø til opførelse af vindmøller er blevet udpeget af rådgivningsfirmaet Urland, som havde fået opgaven af Ærø Kommune. Oprindeligt var der udpeget 11 områder, de er nu skåret ned til 5. Ideen er at sprede dem over hele øen, så belastningen fordeles.
Om de 5 områder skriver Urland:
Mølleområdet ved Olde Mark overholder afstandskrav til naboer og er kun i meget lille grad i konflikt med væsentlige plan- og beskyttelsesinteresser.
Inden for områderne Kattemose, Vejsnæs, Leby Kobbel og Birkemose (nord for Skovby), må det forventes at planlægning for vindmøller vil forløbe mindre gnidningsfrit end for området ved Olde Mark.
Opstilling af vindmøller inden for alle 5 områder, vil muliggøre opstilling af flere vindmøller, end hvad Ærø vurderes at kunne bære.
Det anbefales derfor, at der højst planlægges for 1 vindmølleprojekt centralt på Ærø, 1 vindmølleprojekt på den nordvestlige del og 1 vindmølleprojekt ved Vejsnæs (hvor der er vindmøller allerede).
Vindmøllerne må højest være på 150 meter.
Bedst til sol
Rådgivningsfirmaet Urland har for kommunen udpeget de områder hvor det er mest oplagt at placere solparker.
De 4 bedste områder er:
* Leby.
* Bregninge-Vindeballe.
* Græsvænge vest for Marstal.
* St. Rise-området.
For St. Rise-området ligger der allerede udkast til en lokalplan for en 290.000 kvm solpark i Thorup - den blev dog droppet af kommunalbestyrelsen i 2021 efter stor ballade på Facebook og i Fyns Amts Avis.
I det nye Årsregnskab 2023 regner Ærø Kommune med at der skal opføres 200.000 kvm solparker for at opfylde behovet. Til sammenligning er solparken i Marstal på 33.000 kvm.
De store projekter
Det forventes ikke at Ærø eller havområdet onkring øen udpeges til de store energiparker.
Om det siger ministeren: - Ved statsligt udpegede energiparker vil der ikke være hjemmel til, at udpegningen af arealer til energiparker kan finde sted uden kommunal opbakning.
- Der kan være konkrete projekter af national interesse, hvor det kan være relevant at anvende statslig planlægning – også i tilfælde, hvor der ikke er
kommunal opbakning. Der kan fx være tale om nødvendig infrastruktur til udbygning af vores elnet og udvidelse af de nationale testfaciliteter for havvindmøller.