Energiselsakbets Andels planer om en vindmøllepark syd for Ærø er nu endelig opgivet. Årsagen er Folketingets beslutning om at droppe den såkaldte Åben-Dør-ordning, hvor energiselskaber selv kunne udvælge og investere i områder til havvindparker. I stedet er der udlagt få store områder vest for Jylland, nord for Sjælland og over mod Bornholm.
Projektdirektør Jens Hansen fra Andel skriver til Ærø kommunes teknikdirektør:
Kære Peter,
Jeg vil sige dig, byrådsmedlemmerne og kommunens medarbejdere tak for en god og konstruktiv dialog og godt samarbejde omkring vores ansøgning om en forundersøgelse af en potentiel havvindmøllepark i farvandet syd for Ærø.
Andels ansøgning er blandt de ansøgninger via åben-dør-ordningen, der blev lukket ned politisk i sidste uge.
Det er vi naturligvis ærgerlige over. Vi havde håbet på, at vi kunne fortsætte arbejdet med jer og de lokale borgere, organisationer, erhvervslivet med flere.
Vi står midt i en alvorlig energi- og klimakrise, der kræver handling nu. I det lys var udmeldingen om lukningen af de fleste projekter under åben-dør-ordningen, set fra vores perspektiv, et tab for klimaet og for forbrugerne.
Vi håber, at vi får en anden anledning til at arbejde sammen med jer igen.