Stadig flere tager deres autocampere til Ærø, fordi det er populært og gratis at holde ude i den smukke natur. Der er nu kommet mere præcise regler for autocampere.
Kun omkring 10 % af autocampere på Ærø bruger de 3 campingpladser i Marstal, Ærøskøbing og Søby. De 90 % camper på havnene eller i naturen.
Der er nu kommet en 21 siders vejledning, der skal regulere autocampere, som er den hurtigst voksende ferieform i Danmark og Europa.
Det forbudte
* HAVNE. Det er ikke tilladt at campere på Ærøs havne. Kommunen har godt nok oprettet deciderede autocamper-pladser på havnene, men det er ulovligt i henhold til diverse love at overnatte eller sætte campingborde op osv. For at gøre det mere diskret bliver autocamperne i Ærø Kommunes oversigt kaldt lystbåde.
* Parkeringspladser. Man må gerne parkere på parkeringspladser og vejsider, men man må ikke sætte borde og stole op. Man må hvile i sin camper, men ikke overnatte.
Det tilladte
Grønne arealer. Parkering med autocampere på private veje er tilladt (hvis der ikke er forbudsskilte), men de må ikke opstille bord- og bænkesæt, grill og fortelte.
Bondegårde. Autocampere må gerne overnatte på bondegårde, dog max 3 enheder - det gælder også telte og campingvogne. Men kun hvis det foregår fx i skolernes sommerferie - max 6 uger. MEN. Hvis det foregår flere år i træk skal der søges om det for ellers er det brud på Landzoneloven.
Campingpladser. Autocampere må parkere på campingpladser, men kun i et vist antal - i praksis er der dog ingen der går op i ,om det er campingvogne eller autocampere.
Veje og parkeringspladser. Det er tilladt at holde og småsove på P-pladser og veje, hvis der ikke er parkeringsforbud. Men officielt må man ikke sove hele natten, og ej heller stille havemøbler osv op.
Autocamper Parkeringsplads. Kommunen kan godt give tilladelse til at en parkeringsplads skal være forbeholdt autocampere, men fx angive, at der er parkering forbudt fra 23-07. Ellers vil det blive opfattet som en ulovlig campingplads.
* Tilladt. Kommunen kan dog ikke fastsætte en generel indskrænkende parkeringsstop for autocampere. Der skal skiltes lokalt og parkeringsstop vil gælde alle biler (under 3,5 tons).
På Ærø er der ingen reel regulering af autocampere, da der ikke er nogen parkeringsvagter, ligesom politiet ikke har det som et prioriteret arbejdsområde. Størst problemer har der været i Ærøskøbing om sommeren, men det er løst med bil-indkørselsforbuddet i juni-juli-august.
Hurtig vækst
Siden 2019 er antallet af autocampere indregistreret i Danmark steget med 16 % og ifølge tal fra VisitDenmark var antallet af autocamperovernatninger i Danmark 2,3 millioner i 2022, hvoraf langt størstedelen var udenlandske gæster. Der er cirka 50.000 autocamper-ejere i Danmark - mange lejer dog autocampere i forbindelse med ferier.
De seneste år er der blevet etableret såkaldte stellpladser rundt om i Danmark, altså parkeringspladser med simple faciliteter dedikeret til autocampere.
Se Vejledningen HER.