Det nedlagte plejehjem Gilleballehus ved havnen i Ærøskøbing skal ombygges til 15 lejeboliger af det almene boligselskab, Det Ærøske Boligselskab. Billigst ved licitationen var Odense-entreprenøren Hansson & Knudsen med et bud på 37 millioner. Det oprindelige budget sagde 24 millioner.
Da kommunen skal skyde 2 millioner i projektet og garantere for 20 millioner af lånet, så ligger beslutningen om projektet hos kommunalbestyrelsen.
Men den 55 % vækst i byggeprisen har skabt uenighed i både udvalg og kommunalbestyrelse.
Diskussionen går på, om man skal fortsætte med projektet eller sætte ejendommen til salg og i stedet bygge nyt på fx Ærø kommunes grund Ryager på Vråvejen i det vestlige Ærøskøbing.
Kommunalbestyrelsen vil nu have gennemgået projektet og mulighederne og vil behandle det på kommunalbestyrelsesmødet den 21. juni.
Bortsalg
Under alle omstændigheder skal en mindre del af Gilleballehusbebyggelsen, Håndværkerstiftelsen med 3 boliger, sælges, for at nedbringe den nuværende gæld til Nykredit i Gilleballehus, som er på 12 millioner.
Håndværkerstiftelsen ligger bag Vestergade 10 og blev udbudt til salg for minimum 2 millioner kr i december 2021, men ingen vile betale prisen. Nu kommer den i spil igen til en lavere pris.
Projektet Gilleballehus
Planen er, at ombygge 19 plejeboliger til 12 rækkehuse og nybygge 3 boliger med 2- og 3-værelses lejligheder. De skal gøres ældrevenlige så de også kan indgå i Ærø kommunes kommende plan for plejehjem og ældreboliger.
Projektet fik byggetilladelse i januar 2023 og i marts gav 4 entreprenører bud på opgaven der er på 1.300 kvm inklusiv et mindre fælleshus. Det giver en byggepris på 28.000 kr per kvm - og dertil kommer de sædvanlige ekstraomkostninger fra entreprenøren. Så en pris på 39-40 millioner er en realistisk byggesum.
De 3 nye boliger kan forventeligt få et særligt statsligt Ø-tilskud til almene boliger på 1,2 millioner kr. Det blev oprindeligt givet til Det Ærøske Boligselskabs kommende byggeri på Ellenet i Marstal, men boligselskabet vil have det flyttet over til Gilleballehus-projektet.
Hvis projektet gennemføres vil der med den oprindelige gæld på 12 millioner og den nye byggesum være et projekt med en værdi/gæld på 50 millioner kr for de 15 boliger.