Marstal-færgen ÆrøXpressen lukker hvis ikke kommunen kommer den til undsætning. Kommunalbestyrelsen vil ikke købe eller leje færgen, men vil måske gerne afgive nogle af de statslige tilskud som Ærø Kommune får til at drive færger.
En af diskussionerne har været om kommunen overhovedet måtte støtte et privat rederi, men det er der ingen problemer i, for her er loven for færger og øer meget klar:
"§ 21 b. Social- og indenrigsministeren yder et årligt tilskud til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer. Private færger kan modtage tilskud gennem en kommune."
Kommunalbestyrelsen vedtog den 19. april at:
* Det skal undersøges om Ærøxpressen har krav på at få andel af § 21-tilskuddet.
* Kan Ærøxpressen få del i de statslige tilskud til ø-kort (Læs: Rabat på billetprisen til Ærø-boere).
* Kan ÆrøXpressen få en større andel af statstilskuddet efter landevejsprincippet (Læs: Tilskud per km - men der er ikke så langt fra Marstal til Rudkøbing). ÆrøXpressen vil gerne have tilskud per bil og person i stedet.
Tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse
Efter udligningslovens § 21 ydes årligt et tilskud til de 3 ø-kommuner i Danmark. I 2023 er tilskuddet på:
* 48 millioner til Læsø Kommune.
* 55 millioner til Samsø Kommune.
* 53 millioner til Ærø Kommune.
Tilskuddet er sammensat efter følgende kriterier:
1) Der ydes et fast grundtilskud til hver kommune på 42 millioner.
2) Resttilskuddet fordeles udfra antal passagerer, gods og km. For Ærø er det 11 millioner kr.
Baggrund
Indenrigsministeriet skriver:
Det er et kommunalt ansvar at sikre færgebetjeningen til danske øer.
Indenrigs- og Boligministeriet yder årligt tilskud til de kommuner, der har dette særlige ansvar. Tilskuddene ydes efter §§ 20, 21, 21 a og 21 b i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud og udmeldes hvert år senest den 1. juli i forbindelse med bloktilskudsudmeldingen til kommunerne.
Analyse af færgetrafikken til Ærø og andre øer, se den HER. Se Færgeloven HER.