Kampen om en Netto i Marstal bølger. På et borgermøde blev det foreslået, at Netto placeres ved Stark på Reberbanen eller ved Brugsen. Men begge steder er ulovlige.
Kommunen har sendt et forslag i høring der samler Marstals videre byudvikling ned til færgehavnen.
Det nye Lokalplanforslag har flere formål:
* Den eksisterende Kommuneplan følger ikke Planlovens krav for butikker, der på Ærø skal koncentreres i bymidter - lige nu er der afsat 700.000 kvm til bymidte og butikker i Marstal - det er nok lige i overkanten - så nu skal lov og virkelighed rettes op.
* Planloven kræver, at butiks- og byudvikling ligger indenfor såkaldte Bymidte-rammer. Men lige nu er der etableret et museum, cafeer, butikker, event-hal og gallerier i havneområdet - hvor der skal være havneproduktion.
Virkeligheden skal nu rammes ind af en Bymidteplan, som skaber sammenhæng mellem gågaden-Brugsen og havnen. For ifølge Planloven må der kun være et bycentrum i en lille by som Marstal.
På det store borgermøde i Marstal var der primært modstand mod, at Netto fik lov til at bygge ved Marstal-færgen. I stedet var forslagene, at Netto bygges ved Stark-byggemarkedet sydvest for centrum, eller midt i byen ved siden af Brugsen, hvor der ligger en brillebutik - før Fru Nørgaards interiørbutik.
MEN.
Begge dele er umulige:
Ved STARK - Reberbanen
Der må, ifølge Planloven, ikke lægges dagligvarebutikker (Læs: Netto) udenfor bymidter. De skal lægges hvor gående og cyklende har kort adgang - og til Stark-området er der hverken cykelstier eller fortove, og det er langt fra byens midte.
Udenfor en bymidte må der kun opføres butikker med pladskrævende varer, og, selv med god vilje, fylder en liter mælk eller en stor bøf på 300 gram relativt lidt.
Så Netto og kommunen ville få blankt nej til en sådan løsning fra alle statslige instanser, herunder Bolig- og Planstyrelsen.
Brugsen-løsningen
For enden af gågaden i Marstal ligger Brugsen med en parkeringsplads - for 20 år siden blev der brugt 20 millioner på at opkøbe og nedrive byhuse for at få plads til et Brugsen-bageri og en stor parkeringplads.
Brugsen og famlien Nørgaard ejer en række bygninger fra parkeringspladsen ned mod havnen, men selvom de blev inddraget og ryddet til Netto og parkering, så er det på under det halve af hvad Netto har brug for.
Hvis arealet skal være realiistisk skal Netto købe huse for 20-30 milllioner af private i Skovgyden og Teglgade - og samtlige 10-15 skulle sælge, mens resten kunne forvente øget trafik.
Både Brugsen og Nørgaard vil gerne sælge - familien for at lave en god handel, mens Brugsen håber på, at den kan fastholde kunderne i området. Tanken er at kunderne handler billigt i Netto - og så handler det lækre og diverse i Brugsen - som i den sammenhæng skal løfte sig op på Menu-niveau på dele af butikken. For øjeblikket er den største reol en 10 meter chips-væg.
Fordelen for Brugsen vil også være, at næsten halvdelen af byens borgere ikke længere kører til Netto i Ærøskøbing, men bliver i Marstal - og det vil alt andet lige give ekstra handel, selvom Brugsen taber stort på den nye lokale Netto.
Der vil i snit gå 750 kunder igennem i Netto i Marstal om dagen, sagde formanden for Marstal Brugsen, Finn Møller Madsen, på borgermødet.
Politisk og lovens slagsmål
Hverken kommunalbestyrelsen eller Netto har lyst til at komme ind i en problematik, hvor man i det gamle Marstal river huse ned og i stedet udlægger til en parkeringsplads og et supermarked.
Dels er det imod loven (Lokalplanen) og dels vil der komme en ny folkerejsning mod at rive det gamle Marstal ned.
Og dels skal Netto betale Brugsen, Nørgaard og de private 40-50 millioner kr, mens grunden på havnen kan købes af kommunen for 1/10 del.
Så den nye bymidte der er i høring nu vil give mulighed for Netto - eller en anden aktør - men det vil også gøre det (mere) lovligt at drive de mange byaktiviteter, som alle er så glade for på havne: Søfartsmuseet, Havnekiosken, Fru Berg, røgeriet, burgerbaren, Motorfabrikkens kontorer, udstillinger og koncerter og cafeerne der er dukket op. Og Navigationsskolen vil bygge studieboliger i havnen - så byen er allerede i praksis rykket til Marstal havn.
Nu bliver Marstal, med vedtagelsen af det nye tillæg til Lokalplan, også lovlig.....