De hårdest ramte iltsvindsområder i de danske farvande er i området vest for Søby i Ærøbassinet i Det Sydfynske Øhav. Hertil kommer det sydlige Lillebælt mellem Jylland og Fyn og de tilstødende sydøstjyske fjorde + Mariager Fjord.
I mange områder var der iltfrit i bundvandet, og i en stor andel af dem blev der frigivet giftig svovlbrinte fra bunden.
I nogle områder var op til halvdelen af vandet påvirket af overvejende kraftigt iltsvind i oktober 2024, og det berørte vandvolumen var 14 gange større end i oktober 2023.
DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, udsender hvert år 4 iltsvindsrapporter. Rapporterne beskriver de aktuelle iltforhold i juli-august, august-september, september-oktober og oktober-november. Perioderne dækker det tidsrum, hvor iltsvind typisk er mest udbredt.