2 klager over Ærø Kommunes forbud mod fritidsbrug af boliger i Ærøskøbing er blevet afvist af Planklagenævnet, fordi det centrale Ærøskøbing ikke er godkendt til boliger ifølge Lokalplanen. Ærø Kommunes vurdering af Planklagenævnets afgørelse kommer her:
Kontakt
Ærø Kommune
Teknik- og miljødirektør Peter M. Nielsen
Tel 23 48 68 62
pmn@aeroekommune.dk
"Onsdag den 23. november 2022 gav Planklagenævnet Ærø Kommune medhold i kommunens afgørelser for anvendelse af ejendomme i Ærøskøbing. 2 ud af 5 sager er afgjort ved Planklagenævnet, og i de 2 sager har kommunen fået medhold i afgørelsen.
I knap 2 år har et mindre antal boligejere været i tvivl om, hvordan de må bruge deres ejendom i centrum af Ærøskøbing.
Ærø Kommune har henvist til lokalplanen for området, som tilkendegiver, at boliger i centrum af byen skal bruges som helårsbeboelse med ganske få undtagelser. Kommunen fik medhold i Planklagenævnet, hvilket betyder, at ejendommene i de 2 afgjorte sager ikke må anvendes som fritidsbolig.
Ærø Kommune har i alt truffet afgørelse i 8 ud af 11 sager om helårsbeboelse i Ærøskøbing bymidte. Heraf er 5 sager endt i Planklagenævnet, hvor de 2 sager onsdag blev afgjort.
- Det er dejligt, når vi kan få afsluttet sagerne om helårsbeboelse i Ærøskøbing, siger Leo Holm, udvalgsformand for Teknik-, Miljø og Havneudvalget,
- Boligejerne har i næsten 2 år været usikre på, hvordan de måtte bruge deres bolig, og det er længe at gå og vente på en afgørelse.
- Sagen har været meget indgribende for beboernes ret til at bruge deres ejendom, og derfor glæder det mig, at afgørelserne i Planklagenævnet virker til at blive afgjort hurtigere, end vi først forventede,”
Som følge af afgørelsen fra Planklagenævnet vil Ærø Kommune i den kommende tid sende en skrivelse til alle ejere af ejendomme i området under Lokalplan 9-9B, hvor kommunen vil underrette om det videre forløb."
Yderligere oplysninger: Lokalplan 9-9B
Ærø Kommune 24. november