Kommunalbestyrelsen vedtog i august, at give 25 % af husejerne i det gamle Ærøskøbing tilladelse til at bruge deres hus som fritidsbolig. MEN. Nu viser det sig, at 23 % af husene i Ærøskøbing i forvejen er fritidshuse, så der bliver kun 2 % flere fritidshus-tilladelser.
Med andre ord får kun 9 husejere tilladelse til at anvende deres hus som fritidsbolig når det bliver muligt at ansøge i foråret 2025. Det vil ske i form af en flexbolig-ordning, hvor ejeren får tilladelse, men ikke kan sælge huset som fritidsbolig.
Kommunalbestyelsen var ikke informeret om, at der allerede var så mange fritidshuse, da de besluttede den nye ordning den 21. august.
Der er i dag 100 fritidshuse i det gamle Ærøskøbing ud af 436 boliger.
Så det bliver spændende at se, om Kommunalbestyrelsen mener, at de har vedtaget, at der kan komme 25 % ekstra fritidshuse, altså 109 stykker, eller om det kun bliver de 2 % og 9 fritidshuse.
Hvis det bliver den store model, som Kommunalbestyrelsen vistnok troede de vedtog, så vil 48 % af det gamle Ærøskøbings boliger være fritidshuse.
Men så mange fritidsboliger forventede Kommunalbestyrelsen nok heller ikke....
Samlet oversigt
Ærø Dagblad har fået oversigten over det gamle Ærøskøbings boliger fra Teknisk afdeling:
271 helårshuse.
100 fritidshuse.
65 helårshuse brruges som fritidshuse.
Ifølge kommunens opgørelse bliver 38 % af husene altså i dag brugt som fritidshuse.
Vedtagelsen
Kommunalbestyrelsen vedtog den 21. august med massivt flertal, at indføre en flexbolig-ordning i det gamle Ærøskøbing. I praksis betyder det, at helårshuse må bruges som fritidshuse. Kommunalbestyrelsen vedtog dog samtidigt, at der maksimalt gives tilladelse til 25 % af husejerne.
Omkring halvdelen af husene i det gamle Ærøskøbing bruges i dag som fritidsboliger, en del ejere har dog tilmeldt sig folkergisteret, for ikke at få problemer med kommunen.
Den skal nu i høring og vedtages i form af et tillæg til lokalplanen for det gamle Ærøskøbing.
Det forventes at den nye fritidshus-model træder i kraft i marts-april 2025.
Planen
I korte træk er Ærøskøbing-planen, at:
* Ejerne af husene i det gamle Ærøskøbing får lov at bruge deres hus enten som fritidsbolig eller som helårsbolig, kaldet flexbolig.
* Når ejerne sælger huset udløber flexbolig-ordningen og huset må kun bruges som helårsbolig.
* Hvis man ønsker at bruge flexbolig-ordningen skal husejeren søge kommunen om tilladelse inden 6 måneder efter vedtagelsen af ordningen.
* Hvis man har folkeregister-adresse i huset, får man dog ikke lov til at skifte til den nye flexbolig-ordning, og bruge sit hus som fritidsbolig.