Ærø er en af de kommuner, der blev ramt hårdest under stormfloden i efteråret 2023, men Kystdirektoratet vurderer i en ny analyse, at Ærø ikke er i farezonen. 51 andre kommuner er udpeget som truede.
Antallet af kommuner med væsentlig risiko for oversvømmelser stiger fra 27 til 51 i en ny risikokortlægning fra Kystdirektoratet.
Hvis Ærø havde været så "heldig" at blive udpeget som i fare for stormfloder og oversvømmelser, så var der penge at hente fra Kystpuljen. Her får kommunerne dækket 50 % af udgifterne til kystsikring. Ordningen var oprindeligt dedikeret til Vadehavet i Jylland, men efter stormfloden i 2023 blev den i 2024 udvidet til at kunne dække projekter over hele Danmark.
Kystdirektoratet skriver:
Stormfloder, som statistisk forekommer hvert 20. år, bliver med stor sandsynlighed en hændelse, der kan ske hvert år eller hvert 2. år i slutningen af århundredet.
Og hvad der i dag er 100 års og 1.000 årshændelser, som medfører betydelige oversvømmelser, vil også ske hyppigere i fremtiden.
Derfor er der analyseret på netop de 2 scenarier i den nye risikokortlægning over oversvømmelsestruede områder, som Kystdirektoratet står bag.
Med kortlægningen udpeges 51 af landets kommuner som i særlig risiko for oversvømmelser fra hav og vandløb. De udpegede kommuner skal nu udarbejde risikostyringsplaner.
- Som noget nyt tager vi også højde for sociale konsekvenser i udpegningsgrundlaget, som når borgene oplever, at der midlertidigt ikke er adgang til kritiske funktioner som lægehjælp, beredskabstjenester eller elforsyning, siger miljøminister Magnus Heunicke.
De udpegede kommuner vil i 2025 modtage mere detaljerede data og kort fra Kystdirektoratet, som tager højde for lokale forhold. De vil dernæst skulle udarbejde de konkrete risikostyringsplaner.
- Fra statens side hjælper vi med data, rådgivning og medfinansiering af aktuelt 38 kyst- og erosionssikringsprojekter rundt om i Danmark via Kystpuljen.
EUs krav
Kommunerne skal indsende risikostyringsplanerne til Kystdirektoratet senest oktober 2027, hvorefter direktoratet udarbejder sammenfatninger af risikostyringsplanerne til afrapportering til EU Kommissionen.
EU's oversvømmelsesdirektiv forpligter EU’s medlemslande til hvert 5. år at gennemføre risikokortlægninger af oversvømmelsestruede områder.
Se Oversvømmelsesdirektivet for Danmark HER.