Efter en elendig sommer for turismen på Ærø med indtægtsfald på 20 %, så bliver 2024 et guldrandet år for øen.
Med de billige færgepriser i sommeren 2024, som bliver vedtaget sammen med finansloven, er der lagt op til et helt andet turistår end 2023.
Året har været præget af dårligt vejr og vilde færgepriser. Kombineret med mange danskeres hukommelse om dårlige oplevelser på Ærø under coronaen hvor de ikke kunne få plads på cafeer og restauranter, og hvor Netto og Brugsen var tæt på udsolgt - bortset fra knoldselleri.
De erfaringer gav badwill når der skulle fortælles om ø-oplevelser. Men heldigvis er hukommelse kort og når færgepriserne bliver menneskelige, så kommer næste sommer til at blive virkelig god.
Og det er her at Marstal-færgen for alvor får sin berettigelse, for der skal sejles mange turister til øen i højsæsonen, for det vil Søby- og Ærøskøbing-færgerne ikke kunne løfte alene.
Feriehuse mangler på Ærø
Ærø mangler i høj grad feriehuse, for de udlejes på ugebasis og i 20-22 uger om året, ifølge udlejningsbureauerne. Langt hovedparten lejes altså udenfor den 7 ugers højsæson.
En turist besøger i gennemsnit kun Ærø i 2 dage, og det er fordi de typisk skal bo på hoteller, Bed & Breakfast og campingpladser, hvor man ofte kun kommer få overnatninger. Eller bor i lystbådehavnene et par dage før de sejler videre.
Der er med andre ord brug for at fastholde gæsterne i en uge i et feriehus.
De nye muligheder
Når Ærø Hotel i Marstal får lov i 2024-25 til at bygge op til 200 helårsisolerede ferieboliger, så vil der også komme turister til Marstal fra oktober-april. På ugebasis vil der kommer 600 gæster i disse feriehuse og de vil typisk tage Marstal-færgen. Og primært bruge penge i Marstal.
I Ærøskøbing forventes det, at campingpladsen starter byggeriet af 56 helårsisolerede campinghytter i 2024 og river de nuværende 30 gamle hytter ned. Her forventes det, at der med Ærøskøbings klassiske status kan give en udlejning på halvdelen af året, således at der kommer 150 gæster på ugebasis udenfor højsæsonen.
I Bregninge kommer der i 2025 et sportscenter og 38 ferieboliger, og også her forventes der en udlejning på halvdelen af året. Det vil give på ugebasis 100 turister, der dog primært vil lægge penge i Søby og Ærøskøbing, da der kun er 1 butik og 1 restaurant i Bregninge.
På Søby camping kommer der 14 helårsisolerede campinghytter, og det vil give 30 turister på ugebasis.
I Søby er der også udlagt 2 sommerhusområder, men det ene område er ejet af en landmand der ikke vil udvikle området.
Det andet område er solgt til 25 sommerhuse, men kommunens tekniske afdeling havde overset i lokalplanen, at området ligger for tæt på Søby Værft og deres støjniveau, så der må slet ikke bygges sommerhuse på grunden. Den nød bliver vanskelig at knække, men der er dog i Folketinget en vis opblødning i gang overfor de mange restriktioner som ofte rammer i kystzonen, som hele Ærø er omfattet af.
Et godt bud, på baggrund af en dispensation, vil være færdiggørelse i 2026.
Sommerhuse vil typisk blive lejet ud og beboet af ejerne i 30 uger om året, så her vil der komme 150 gæster i snit.
Søby Camping og sommerhusene vil give omsætning i Søby brugs, men også i de små cafeer, butikker og vejsalg der er begyndt at dukke op på Vestærø. De fleste penge vil dog nok blive lagt i Ærøskøbing.
Forbruget
En turist bruger 35 % af sit forbrug på overnatning, 33 % på mad, resturanter og cafeer, 14 % på shopping, 4 % på kultur og forlystelser, og så 14 % på diverse.
Ærø ligger lavt på turistforbrug: I snit bruges der kun 700 kr eksklusiv moms på øen, mens tallet er langt over det dobbelte i resten af landet.
Det kommer af, at besøgene på Ærø er korte, så der er ikke så mange overnatninger eller aftenbesøg på restauranter og oplevelser, hvor pengeforbruget er størst, ligesom shoppeturene bliver kortere når man skal nå en færge.
Superåret 2024
Med færgernes rimelige priser bliver Ærø igen et attraktivt feriemål. Og cafeer, restauranter og butikker har også lært af cornonaens udfordinger, ligesom der er kommet mange tilflyttere med erfaring med mange gæster fra deres storby-jobs.
Og når de 333 feriehuse og campinghytter står færdige i 2024-2026 øges tursimeomsætningen med 100 millioner kr på Ærø, især i de 10 måneder udenfor højsæsonen.
Det vil samlet bibringe øen omkring 80 helårsarbejdspladser på feriecentrene og i restauranter, caféer og butikker, der pludselig vil få omsætning udenfor skolernes sommerferie.
Så der bliver bruger for færger og alt det øvrige i Ærøs gyldne turisme-fremtid.