Fra 1. januar er Ærø Museum fortid på udstillingscentret Søbygaard og i stedet overtager den nye Driftsforeningen Søbygaard stedet. Formålet er at få flere aktiviteter og langt flere gæster til at besøge øens borganlæg. Det nye Søbygaard åbner 1. april.
Kontakt
Forretningsudvikler Søbygaard
Michael Wallberg Sørensen
Tel. +45 40 49 3710
MWS@aeroekommune.dk
Bygningerne skal fortsat ejes af Fonden Søbygaard, som hidtil har været en selvejende insittution. Nu bliver det til en erhvervsdrivende fond, som gerne må drive virksomhed og tjene penge - hidtil har Søbygaard været en større underskudsforretning der har overlevet ved tilskud fra kommunen.
Størst succes på Søbygaard har været de klassiske koncerter, som Støtteforeningen Søbygaards Venner har stået for. De er blevet tilbudt at indtræde i driftsforeningen, men det har de afslået. I stedet vil de leje sig ind i Søbygaards lokaler til deres kulturelle aktiviteter.
Planerne
De første planer for 2023 er:
* Etablering af Geopark Besøgscenter med fokus på Ærøs geologi, natur og historie. Etableringen sker i samarbejde med Sekretariatet for Geopark Det Sydfynske Øhav.
* Formidling om naturen på Ærø.
* Børneaktiviteterne Kys Frøen udbygges med aktiviteter i naturen, mad i det fri og bålmad - med brændesamling og brug af Ærø-råvarer.
* Udstilling om vedvarende energi på Ærø.
* Kunstudstillinger og kultur udvikles i samarbejde med andre aktører.
* Søbygaards Klassiske Koncerter fortsætter i regi af Søbygaards Venner.
* Større events, markeder og historiske dage skal afholdes på Søbygaard.
* Leje af Søbygaard til private fester fastholdes.
Den nye leder
Michael Wallberg Sørensen er uddannet biolog. Han er 46 år gammel og bor i Veflinge på Fyn med kone og 2 børn på 3 og 7 år.
Joberfaringen tæller ledelse i safaripark i Dubai, i en zoo i Nord- og Sydfrankrig, Jesperhus, Løveparken, Odense Zoo og zoolog i en safaripark ved Liverpool.
Baggrund
Den fredede herregaard Søbygaard blev renoveret for 34 millioner fra 1993-2017. Stedet har været drevet af Ærø Museum, men det lave aktivitetsniveau har betydet årlige underskud på 1/2 million og samtidig er de renoverede bygninger begyndt at forfalde igen.
Ærø Kommune har derfor været nødt til at holde hånden under Søbygaard med årlige tilskud og ekstraordinære bevillinger.
I foråret 2020 blev Implement Consulting Group valgt til at udarbejde scenarier for stedets overlevelse.
Der var 3 modeller i spil, hvor det blev Model 1 der blev valgt, men med den vigtige ændring at hoteldelen blev pillet ud.
De 3 modeller var:
* Model 1. SPRINGBRÆT TIL ÆRØ - luksushotel og events for alle. En forpagter driver Søbygaard. Der investeres 46 millioner i primært hoteldelen.
* Model 2. KALD PÅ DE KREATIVE - hotel og kreative aktiviteter. En forpagter driver Søbygaard. Der investeres 34 millioner i primært hoteldelen.
* Model 3. ET SAMLET MUSEUM - Ærø Museum flytter til Søbygaard og driver museet herfra. Der investeres 37 millioner i primært bedre museumsfaciliteter.
Det er kommunaldirektør Allan Filtenborg, som er tovholder for det samlede projekt, der har en styregruppe tilknyttet med de forskellige aktører omkring Søbygaard.
Det er målet at 20 % af Ærøs gæster besøger Søbygaard, svarene til 70.000 besøgende.
Ejerhistorie
I den inderste vig af Vitsø Nor på det vestlige Ærø ligger en mægtig borgbanke fra vikingetiden og i dalsænkningen syd for denne blev et lystslot opført i 1580 af Hertug Hans den yngre. Efter mange arvekonflikter gennem de næste 150 år overtog den danske kong Frederik IV i 1729 Søbygaard.
I 1784 blev Søbygaard overtaget af kirkeinspektør Ove Fabricius som opførte hovedbygningen, og hans slægt kom til at besidde Søbygaard frem til 1876 hvor de fik økonomiske problemer. Søbygaard blev solgt til Peter Eriksen Knudsen-familien som ejede den til 1965, hvor de solgte hovedbygningen til bibliotekar Aage Andersen, der dog ikke havde råd til vedligeholdelsen.
I 1991 blev den selvejende institution Søbygård oprettet med statslig bistand, som købte hovedbygningen i 1992 med henblik på restaurering.