Ærø Ungdomsfond har kastet håndklædet i ringen og vil sælge sin andel af Torvecentret og svømmehalsbygningen til Ærø Kommune. Torvecentret i det centrale Marstal skal nu nytænkes.
På et bestyrelsesmøde i november besluttede fonden, at anmode Civilstyrelsen om tilladelse til at nedlægge sig selv og give fondens midler til beslægtede formål på Ærø.
Formålet med fondens etablering af Torvecentret var at "drive et hus i Marstal, der skal være samlingssted for øens ungdom og dermed opfylde en social og kulturel funktion."
Desuden skulle der i den tidligere hotelbygning laves ungdomsboliger. Det blev dog opgivet, da ombygningsudgiften ville blive for stor - og samidig var behovet for lille.
Konsekvensen var, at en stor del af fondens indtægtsgrundlag forsvandt med ungdomsboligerne. Det betød at Ærø Kommune måtte støtte driften i et større omfang end forventet. Der er givet 2 millioner til fonden siden 2014.
Historik
Ejendommen Markgade 1 blev erhvervet af Ærø Kommune i 2012 for 630.000 kr, hvor 1/3 af ejendommen efterfølgende i 2013 blev solgt til Ærø Ungdomsfond for 210.000 kr.
Ejendommen stod på daværende tidspunkt tom, da Østersøens Idrætsefterskole var gået i betalingsstandsning. Men Ærø Kommune havde en stærk interesse i at bevare svømmehallen og købte derfor bygningerne.
Nu sælger ungdomsfonden sin 1/3 af bygningskomplekset tilbage til Ærø Kommune for symbolske 162.000 kr.
Se lokalplanen for Torvecentret og svømmehallen HER.