Ærø droppede den model, hvor flere kommuner bestilte samme færgetype, kaldet Standard-færge. Ærø ville bygge selv, fordi kommunen mente, at den selv kunne bygge billigere og bedre, fordi man havde erfaring fra elfærgen Ellen, der blev færdig i 2019. Projektet blev dog aflivet i november 2024, da man opdagede at prisen lå omkring 800 millioner for det samlede projekt.
Da Ærø fravalgte standard-færgerne, var det, udover tro på egen færge-formåen, også fordi PensionDanmarks leasing-model var omkring dobbelt så dyr, som den finansiering der kunne hentes i de danske kommuners finansselskab Kommunekredit - hvor der kunne lånes for 3 % i rente.
I mellemtiden har en del kommuner arbejdet videre med standard-færgerne, som er udviklet af Odense Maritime Technology, OMT, og Pension Danmark, i samarbejde med Færgesekretariatet, der repræsenterer de 18 ø-færgekommuner, herunder Ærø.
Kommunekredit træder nu ind i stedet for PensionDanmark med den billigere finansiering, og det har gjort, at 5 kommuner i november er gået i udbud med deres færger. Det er Svendborg, Fåborg, Ålborg, Slagelse og Odder.
Ærø vil nu starte forfra og udarbejde et nyt færgeforslag, der skal ligge færdig i juni 2025.
Det største problem for Ærø er såret stolthed, for det vil være et stort personligt nederlag for flere kommunalpolitikere, såfremt man må gå tilbage til Færgesekretariatet og sige: Vi vil gerne købe 2 Standardfærger, for vi kunne hverken bygge bedre eller billigere.
De 5 ruter
De 5 nye elfærger skal sejle på ruterne:
Faaborg-Midtfyn Kommune: En færge til Lyø og Avernakø fra Faaborg. 147 passagerer og 19 biler.
Svendborg Kommune: En færge til Skarø og Drejø-ruten. 147 passagerer og 19 biler.
Slagelse Kommune: En færge til Stigsnæs–Omø-ruten. 98 passagerer og 18 biler
Odder Kommune: En færge til Hou–Tunø-ruten. 98 passagerer og 12 biler.
Aalborg Kommune: En færge til ruten Hals–Egense. 147 passagerer og 22 biler.
Færgernes topfart bliver 20 km i timen.
Tilbud
Der skal være tilbud på færgerne i februar og endelig byggekontrakter bliver indgået i sommeren 2025.
Se udbuddet HER.