Der var 21 der søgte stillingen som ny topchef for Ærøfærgerne, der er et rederi ejet af Ærø Kommune. Kim Nielsen er blevet udvalgt til stillingen og starter den 1. oktober.
Ærø Kommune har ansat Kim Nielsen som transportdirektør. Kim skal være med til at stå i spidsen for driften og udviklingen af Ærøfærgerne, herunder de 2 nye elfærger.
Det kommunale rederi driver 3 ruter som sejler mellem Søby og Fynshav på Als, mellem Søby og Fåborg, mens 2 færger betjener ruten Svendborg-Ærøskøbing.
Udover de 4 kommunale færger driver det private rederi ÆrøXpressen ruten Marstal-Rudkøbing.
Erfaren topleder
Kim Nielsen har hidtil arbejdet som driftsdirektør for Østdanmark i entreprenør- og anlægsgartnervirksomheden Forstas. Han tiltrådte stillingen hos Forstas i november 2022 efter at have arbejdet som leder af Bygningsdrift i Sorø Kommune.
Kim Nielsen er oprindeligt uddannet bådebygger og var forud for de senere ansættelser indehaver af sit eget bådeværft i 16 år.
- Vi glæder os til samarbejdet med Kim, som er en stærk leder med erfaring som topleder i den private sektor, den kommunale verden og som selvstændig erhvervsdrivende, siger Allan Filtenborg, kommunaldirektør i Ærø Kommune.
Kim Nielsen er 51 år gammel og er opvokset på Fyn. Privat er han gift med Lise, og tilsammen har de 3 sønner på 17, 18 og 19 år.