Ærø Tennisklub vil bygge helårsbaner og unge vil have skater-baner. Kommunen peger nu på området bag Arrebohallen, som ligger vest for Rådhuset i Ærøskøbing.
Tanken er, at skabe et oplevelsescenter, hvor alle typer sport og aktiviteter mødes.
Tennis
Tennisklubben holder i dag til på Pilebækken i det sydlige Ærøskøbing ved P-pladsen, men må lukke ned 6 måneder af året, da de 2 tennisbaner ikke kan tåle regn og sne. Der søges nu om støtte hos diverse fonde om tislkud til at bygge helårsbaner med en pris i omegnen af 1 million, afhænigig af om der skal opsættes lysmaster til tennis om aftenen.
Tennisklubben skal i starten af det nye år beslutte om den vil være en del af Ærøskøbing Idrætsklub, ÆIK, og dermed få mulighed for at blive en del af det nye oplevelses-område. Der er bred opbakning fra tennisklubbens side. Dog vil man gerne beholde sine 2 hyggelige tennisbaner i det gamle Ærøskøbing - hvis de nedlægges overgår de til natur, da området er fredet.
Skaterbane
En række børn, unge og forældre vil gerne have anlagt en skaterbane til skateboards, rulleskøjter og løbehjul enten på rådhusets store græsplæne eller på vej-området ved siden af parken på havnen i Ærøskøbing. Pris 2,5 millioner.
Placeringerne er valgt, fordi skateboard-områder trækker børn og unge til hvis de er synlige og er en del af byens miljø. På den negative side er, at aktiviteterne larmer - og det gøre børn og unge også. Og de går ikke hjem til spisestid, men fortsætter udover aftenen.
Begge de udpegede områder ligger tæt ved boliger - og ænderne i dammen kan heller ikke lide moderne støj.
Derfor syntes politikerne også, at bag idrætshallen, som ligger ret ubrugt hen, vil være oplagt både til tennis- og skater-folket. Omvendt kan det også være så isoleret, så især børn og unge ikke tager derud.
Økonomi
Umiddelbart er der ikke et millionbeløb fra kommunen til de 2 aktiviteter, men tanken er også, at hovedbeløbene skal komme fra diverse fonde der støtter sport, ungdom, øer og udkant.
I løbet af foråret skal forhandlingerne fortsætte.
Med god vilje er der helårstennisbaner i 2026 - og det samme gælder skaterbanen. Om end det bliver i udkants-Ærøskøbing.