Planen om en 48 m høj telemast midt i Vindeballe er blevet opgivet. 2 naboer havde klaget over tilladelsen til Planklagenævnet, men i mellemtiden har grundejeren Poul Birk Rasmusen trukket sig fra aftalen. Nu går projektselskabet på jagt efter en ny højtliggende placering.
Det er Cibicom, som tidligere var en del af TDC-telefonselskabet, som stod bag masteprojektet, der skulle give bedre mobil- og net-dækning.
* Masten er en 48 meter høj gittermast.
* Der benyttes et areal på 8 gange 8 meter til mast og tilhørende teknik.
* Afstanden til naboskel er 40 meter.
* I toppen af masten vil der blive opsat 2 antenner.
* Jævnfør Energistyrelsens hjemmeside ligger mobildækningen i området på mellem 90 - 95 %.
* Erfaringsmæssigt opleves huller i mobildækningen i Tranderup-Vindeballe området.
* Nærmeste telemaster er placeret i Olde og i Vester Bregninge henholdsvis 2,3 km og 4 km fra ansøgte lokalitet.
Indtjeningen for den der stiller grund til rådighed ligger sædvanligvis på 50.000-150.000 om året - for Ærø nok i den lave ende.
Ejeren
Cibicom er specialiseret i at opbygge infrastrukturen for telenetværk i Danmark.
Oprindeligt var Cibicom Group ejet af PostDanmark og TDC.
Aktiviteterne er flere gange blevet handlet og i 2018 blev selskabet købt af den europæiske kapitalfond Agilitas Private Equity.
Planklagenævnets afgørelse
Planklagenævnet skriver i sin afgørelse, at:
* Kommunen har oplyst, at ansøgeren har meddelt kommunen, at ejeren af ejendommen, hvorpå masten er tilladt opført, har trukket sig fra projektet og ikke længere ønsker masten opstillet på sin ejendom.
* Kommunen anfører, at projektet dermed ikke længere er aktuelt.
* Det fremgår af ansøgerens mail til kommunen, at teleoperatøren nu vil finde en anden egnet lokation.