Forbuddet mod at beboere kan køre ind i Ærøskøbing i dagtimerne i sommerperioden fjernes her i 2024. Det er aftalt med Fyns Politi.
Sidste år var det forbudt for beboerne at køre ind i byen midt på dagen fra 12-17, men det bliver nu tilladt igen, da beboernes kørsel vurderes som ret begrænset, og dermed ikke "ødelægger" gågaderne.
Turist-biler
Da kommunalbestyrelsen vedtog, at gøre det gamle Ærøskøbing til gågade fra sommeren 2022, så var tanken, at det skulle holde turisternes biler ude af byen, mens de lokale måtte køre ind.
MEN.
Gågadeloven skelner ikke mellem om biler føres af en turist eller af en Ærøskøbing-beboer.
Derfor påtalte Fyns Politi modellen med at give Ærøskøbing-borgere et fripas til at køre ind i byen efter sommeren 2022. Det betød, at der kom midt-på-dagen-forbud i 2023 sommeren for beboerne.
For turister og andre Ærø-borgere var der fortsat forbud mod at køre ind i byen fra 10-23.
Kommunalbestyrelsen skal vedtage de nye 2024-regler til april.
Stramme regler
En gågade er i lovens forstand faktisk en gågade, så udover redning, politi eller byggepladser er det i det store hele forbudt at køre ind når byen er gågade fra klokken 10-23. Det gælder også cykler og knallerter.
Reglerne for Ærøskøbing-gågaden er:
* Pulleterne går op kl 10 og ned kl 23. Så om aftenen, natten og om morgenen må man gerne køre ind i byen.
* Der må ikke parkeres i gaderne i gågadezonen fra 10-23.
* Der bliver offcielt kun givet kørselstilladelse til beboere som kan parkere i deres egen gård. Men der er givet 246 kørselstilladelser i 2023, så i praksis er det givet til beboere generelt. Og der er ikke parkeringsvagter på Ærø.
* Butikker og cafeer får lov fra 10-23 at stille deres borde, skilte og varer ud på gågaden så længe der er frit 1,4 m til midten af vejen.
* Servering på sommergågaden er tilladt fra 10-23.
* Handicappede må køre døgnet rundt i gågaden med 3-hjulede cykler og langsomt kørende el-scootere.
* Handicappede med gangbesvær kan få tilladelse til kørsel.
• Varetransport til butikker og restauranter er tilladt.
• Flyttebiler og privatbil med trailer, når man skal flytte, er tilladt.
• Taxa og Flextrafik er tilladt.
• Håndværkere der er i gang med byggeprojekter er tilladt.
• Kørsel til vedligholdelse af el, vand, varme og afløb er tilladt.
• Kørsel med gangbesværede til arbejdsplads og læger er tilladt.
P-pladser i Ærøskøbing
Der er 360 parkeringspladser rundt om den gamle bydel i Ærøskøbing. Kommunalbetyrelsen har desuden vedtaget at der på sigt kan komme yderligere 3-400 P-pladser på den nuværende mark ved hjørnet af Vråvejen og omfartsvejen.
De nuværende P-pladser er:
• Pilebækken bag Røde Kors, 40 parkeringspladser.
• Pilebækken bag TDC, 10 parkeringspladser.
• Pilebækken, 63 parkeringspladser.
• Bøssehage, 20 parkeringspladser.
• Rådhuset, 50 parkeringspladser.
• Arrebohallen, 32 parkeringspladser.
• Strandvejen, 51 parkeringspladser.
• Ærøskøbing Havn, 65 parkeringspladser.
• Sluttergyden, 11 parkeringspladser.
• Gilleballetoften, (Aroma) 7 parkeringspladser.
• Vestergade foran turistkontoret, 12 parkeringspladser.
________
Af redaktør Carsten Lehrskov Schmidt
redaktion@aeroedagblad.dk