Ærø Kommune er gået med i en Fyns-alliance, som skal få opgaver med at bygge skibe til forsvaret til blandt andet Søby Værft. Søby Værft har primært været involveret i reparation, vedligeholdelse og ombygning af skibe for Søværnet og andre dele af de danske beredskab.
Ærø kommune er sammen med en lang række aktører bag et skriv til Forsvaret og Region Syddanmark, hvor regionsrådet den 25. november bakkede op, for at gøre opmærksom på at der er gode byggemuligheder i det fynske område. Selvom Søby Værft måske ikke får hoved-entreprisen, kan der være mange delopgaver, som værftet kan påtage sig.
Her bringes brevet:
ALLIANCEN FOR BYGNING AF DANMARKS KRIGSSKIBE PÅ FYN
Indledning
I maj 2024 afgav det Nationale Partnerskab for det Maritime Område en rapport med sine anbefalinger til
regeringen indeholdende tre modeller til, hvordan Danmark igen kunne designe, bygge og udruste krigsskibe til
Forsvaret, hvilket blandt andet kan medføre etableringen af en fuldt vertikalt integreret skibsbygningsfabrik. I
partnerskabets afrapportering indgår både henvisninger til kompetencerne hos de eksisterende fynske værfter,
ligesom Syddansk Universitets Center for Large Structure Production (LSP) også nævnes som en styrkeposition
i den maritime sektor i Danmark.
På Fyn eksisterer allerede et stærkt økosystem inden for det maritime område med både værfter, arbejdskraft,
havne, forskning, relevante uddannelsesinstitutioner, underleverandører med videre. Dette økosystem har også
tidligere været centrum for skibsbyggeri til forsvaret (blandt andet tre fregatter i 2011), og det har fortsat
kompetencerne, industrien og infrastrukturen til igen at komme på Forsvarets Danmarkskort og udvikle et nyt
maritimt industrielt center.
Etableringen af en fuldt integreret skibsbygningsfabrik på Odense Havn samt en forpligtelse fra Forsvaret til at
levere en strategisk plan for kommende skibsanskaffelser og videresalg af brugte krigsskibe vil udgøre en
væsentlig styrkelse af det samlede fynske økosystem og hele den danske maritime industri. Eksisterende
værfter og maritim industri vil som en afledt effekt af etableringen af en skibsbygningsfabrik fremover kunne
levere komponenter udover de opgaver de allerede løser med bygning af mindre krigsskibe samt vedligehold.
På den baggrund samles en fynsk alliance bestående af de fynske kommuner, relevante virksomheder,
erhvervsorganisationer, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt fagforeninger, som kan være fælles om at interessevaretage for, at der sker en ambitiøs opfølgning på partnerskabets anbefalinger.
Alliancens strategiske mål for Danmarks nybygning af krigsskibe med base på Fyn
For at guide alliancens videre arbejde er der identificeret nedenstående centrale strategiske mål, som der
arbejdes i fællesskab for at nå:
- Der skal ske en fuld implementering af anbefalingerne fra Partnerskabet for det Maritime Område.
Alliancens foretrukne model for implementering af anbefalingerne medfører etablering af en ny
integreret national produktionsfacilitet (jf. partnerskabets anbefaling 3) på Odense Havn kombineret
med den afledte mulighed for at producere komponenter til og afholde vedligehold af skibe på fynske
havne, værfter og ved øvrig maritim industri.
- Dette medfører blandt andet, at Forsvaret skal binde sig til en strategisk plan for skibsanskaffelser over
en periode på 20-25 år (jf. partnerskabets anbefaling 1), hvilket vil give en større investeringssikkerhed i
den maritime branche og økosystemet på hele Fyn samt mulighed for at planlægge efter systematisk
videresalg af brugte krigsskibe efter ca. 15-20 år (jf. partnerskabets anbefaling 2), hvilket vil give flere
ordrer til virksomheder i den maritime sektor samt mere tidssvarende og driftsbillige skibe til Forsvaret.
- Hertil kommer, at Forsvaret i muligt omfang skal stille krav om øget anvendelse af automatisering og
robotteknologi i forbindelse med anskaffelser af nye krigsskibe (jf. partnerskabets anbefaling 4)]
Disse strategiske mål vurderes samlet set at give den største fælles værdi for den maritime branche på tværs af Fyn og hele Danmark.
Alliancens organisering og opgaver
Alliancen underlægges ikke nogen formel juridisk konstruktion. Alliancemedlemmerne bindes alene sammen af
en fælles forståelse af, at alle aktører indgår i et fællesskab, hvor medlemmerne alle arbejder frem mod
alliancens strategiske mål.
Medlemmer af alliancen indvilliger i at kunne blive kontaktet med henblik på at stå som medunderskriver på
fælles politiske henvendelser eller presseindlæg med videre.
Odense Kommune vil sammen med kredsen af de fynske borgmestre stå for koordineringen af alliancens
arbejde og være indgang for spørgsmål.
Koordinering af kommunikation
Nedenstående alliancemedlemmer er med dette Letter of Intent enige om, at al ekstern kommunikation på
vegne af alliancen skal ske inden for rammerne af alliancens strategiske mål.
Selvstændigt initierede presseaktiviteter, hvor alliancemedlemmerne fremgår som medunderskrivere, så som
pressemeddelelser og lignende, koordineres internt i alliancen inden udsendelse.
Medlemmer af alliancen
Ærø Kommune
Assens Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune
Kerteminde Kommune
Langeland Kommune
Odense Kommune
Middelfart Kommune
Nordfyns Kommune
Nyborg Kommune
Svendborg Kommune
ADP
Assens Skibsværft
FAYARD
Faaborg Værft
Inrotech
J.A Shipping
LJ Industri
Odense Havn
Petersen & Sørensen Motorværksted i Svendborg
SH Group
Søby Værft
Tuco Yacht Værft
BlueTech Center
Dansk Metal Odense
DI Fyn
Erhvervshus Fyn
MARS - Maritime Autonomous Reliable Systems
Odense Robotics
SDU Center for Large Structure Production
SIMAC
Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier
Syddansk Universitet
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.