Kulturregion Fyn har uddelt penge til 8 Kultur i Natur-projekter. Ærø har vundet de 3 af dem, enten alene eller sammen med andre.
Kulturregion Fyn har afsat 900.000 til kulturprojekter i 2021, den 1. halvdel er netop uddelt - 40 % gik til Ærø-projekter:
Brug naturen, fællesskabet og spisekammeret
Projektansvarlig: Ærø Museum, Søbygaard og ærøske institutioner
Ærø Museum inviterer børn og familier med på en vandring for at opleve den rigdom, naturen kan bringe. Med udgangspunkt i det historiske Søbygaard vandres til stranden ved Vitsø, hvor naturvejleder Nils Ørum fortæller om indsamling af spiselige, vilde planter. Herefter går turen tilbage til Søbygaard, hvor de sankede urter tilberedes over bål og i rygeovne.
Før og under turen fortælles om det historiske landskab, og deltagerne får kendskab til de vilde urter, og hvordan de kan bruges i køkkenet.
Ø-hop Koncerter 2021
Projektansvarlig: BondeJazz
Øhop-koncerter 2021 består af 5 koncerter på sydfynske øer i sommeren 2021. BondeJazz har engageret folkemusikbandet Grønt Lys fra Svendborg, hvis tekster tager udgangspunkt i ø-havet og de myter og fortællinger, der hører til livet i vandkanten.
Creative - without Nature
Projektansvarlig: Liv Vester Larsen
Er naturen nødvendig for at kunne skabe og være kreative? Det spørgsmål undersøger børn og familier i fællesskab med kunstner Liv Vester Larsen og live-animator My Lambertsen på 1 workshop på Marstal Skole. Deltagerne bliver taget med på en tur i den omkringliggende natur, hvor der optages lyde af naturen og indsamles materialer til at lave "visuals" af. Derefter lyttes der til optagelserne, skabes musik, og materialer udvælges. Det hele munder ud i en lille visning med deltagernes lyde omsat til et kreativt output og til live-visuals. Workshoppen henvender sig til børn i alderen 7-14 år med deres familier.