Hotel med 30 værelser, seniorbofællesskab, 16-18 boliger eller et restaurant- og oplevelsescenter midt i middelalderbyen Ærøskøbing. Det er mulighederne i ejendommen Vestergade 41, som nu er sat til salg. Ejendommen består af 3 bygninger. Forhuset på 450 kvm ud til Vestergade kan også købes separat.
Kontakt
Ejendommen Vestergade 41 A-C
vestergade41abc@gmail.com
Ejendommen har senest været anvendt til Ærø Kunsthal og galleri for kunstneren Beth Mohr.
Ejendommen er opført i 1783 og er Ærøs største købmandsgård på 1.200 kvm og har desuden en byggeret på 330 kvm. Grunden er på 2.200 kvm.
Salgsprisen er på 9,5 millioner kr.
Forskellige muligheder
Det vil forventeligt være en projektudvikler der køber ejendommen, da den har mange anvendelsesmuligheder: Lokalplanen giver lov til fx et 30-værelses wellness-hotel, boliger, restauranter, butikker, klinikker og kontorer.
Områdets udvikling
Husene i det gamle Ærøskøbing er i de 5-6 år blevet opkøbt og moderniseret med respekt for de bevaringsmæssige værdier. Der er sket en udvikling af butikslivet med kvalitative butikker, cafeer og restauranter.
Butiksnærhed
Ærøskøbing-ejendommen ligger kun 300 meter fra en stor dagligvarebutik og er omgivet af restauranter og enkelte kvalitative udvalgsvarebutikker.
Transportforhold
Ejendommen ligger 300 m fra havnen, hvor færgen sejler til Svendborg, hvorfra der er motorvej. Der er 4 færgeruter til øen: Svendborg-Ærøskøbing, Rudkøbing-Marstal, Faaborg-Søby og Als- Søby - sidstnævnte er en meget anvendt rute af de mange tyske turister.
På havnen er der også busholdeplads, hvor der er gratis busser til de 2 andre hovedbyer Marstal og Søby.
På havnen og i et nærtliggende område er der parkeringsfaciliteter og ladefaciliteter til elbiler.
Midt på øen ligger en mindre flyveplads, med taxaflyvning og i sommersæsonen ruteflyvning til Roskilde lufthavn.
Grønne områder og faciliteter
Ærøskøbing-ejendommen har en større gårdsplads med brosten, blomster og træer, samt et mindre grønt parkområde mod øst, der tilhører ejendommen.
Bare 500 m fra ejendommen ligger lystbådehavnen og der er 2 strande 700 m fra ejendommen.
Ærøskøbing er omgivet af strand, hav og grønne bakker, hvor af en del er fredet.
I nærområdet er der restauranter, et mindre tennis-anlæg, skole, daginstitutioner, hospital , sportshal og lægekonsultation.
Kommunen er selvforsynende med vedvarende energi og vandt i 2021 den europæiske pris for den mest klimavenlige ø.
Kommunen
Ærøskøbing-ejendommen ligger i en lille veldrevet kommune, Ærø, med 6.000 indbyggere, som hver sommer får besøg af 350.000 turister.
Kommunen har igennem de sidste 5 år især oplevet en kraftig vækst i antallet af mere velhavende turister, ligsom en række trendsættere og investorer fra København og Nordsjælland har bosat sig eller investeret i ejendomme i især Ærøskøbing og hovedbyen Marstal.