Genopretningen efter flere års dårlig drift på Søby Værft viser nu resultater: Det nye årsregnskab viser et lille overskud på 178.000 kr - året før var underskuddet på 5 millioner.
Søby Værft var tabsgivende i 5 ud af 6 år i perioden 2015-2020. Værst blev 2018 med et tab på 12 millioner, på grund af elfærgen Ellen, som drillede.
Og siden 2015 er egenkapitalen faldet fra 36 millioner til 15 millioner.
Derfor forestod der en stor opgave for den nye direktør Tejs Beltov, som tiltrådte i juni 2021: Driften skulle rationaliseres og der skulle skaffes nye ordrer i hus - sidstnævnte opgave havde corona-forhindringer, som gjorde det vanskeligt at gennemføre salgsmøder, ikke mindst med udenlandske kunder.
Status og fremtid
Søby Værft skriver i årsrapporten: "Resultatet betegnes som mindre tilfredsstillende, men dog acceptabelt under omstændighederne."
OG
"Selskabet forventer i 2022 en vækst i aktiviteterne og en positiv udvikling på reparationer, om- og nybygningsmarkedet, som i øjeblikket viser en stigende efterspørgsel.
Selskabet modtager løbende forespørgsler på nybygninger og større ombygninger, i tillæg til reparationsaktiviteterne.
Samlet set forventes der et positivt resultat for 2022 væsentligt over 2021, i særdeleshed som følge af salg til udenlandske kunder nu er muligt efter ophævelse af Covid restriktioner."
OG
"Aktiviteterne og resultaterne har i de første 4 måneder af 2022 på trods af krisen i Ukraine været bedre end forventet."
Størst og større
Søby Værft er Ærøs største arbejdsplads med 120 arbejdspladser, heraf 66 fastansatte.
Når udbygningen af Søby Havn er færdig i 2024 vil værftet få mulighed for at tage større skibe ind, og det forventes at påvirke driften positivt.
Ledelse
Direktør Tejs Beltov er 56 år. Han er uddannet skibsfører, skibsingeniør med linje i planlægning og produktion og har også en MBA.
Bestyrelsen består af:
Formand Søren Andersen
Jens Lassen,
Klaus Sørensen
Finn Groth Jørgensen
Thomas Kasper Albertsen.
Søby Værft ejes af Søby Værfts Fond.
Se regnskabet HER.