Søby Havn og andre erhvervshavne i Danmark er målet for et nyt privat-offentligt partnerskab, som skal komme med sin indstilling i slutningen af 2023 eller starten af 2024. Før den foreligger skal Søby Havn ikke forvente, at få det nødvendige ekstra tilskud på 30 millioner der skal dække stigende byggeudgifter ved havneudbygningen.
Staten vil udarbejde en strategi for danske erhvervshavne, der giver grundlag for kommercielle investeringer. Det skal det nye partnerskab vise muligheder for.
Partnerskabets opgave
Partnerskabet har til opgave, at:
1. kortlægge omstillingsbehovet for at skabe økonomisk bærerdygtige erhvervshavne, herunder grøn industri og andre havneerhverv, færgetrafik og logistik.
2. komme med anbefalinger til, hvordan danske erhvervshavne kan udvikles gennem kommercielle investeringer.
Partnerskabet skal også kortlægge hvilke havne der geografisk ligger godt til for fx udbygning af vindmøleparker til havs - Søby Havn har potentielt 4 havprojekter der ligger i kort sejlafstand.
For øjeblikket er Planloven en begrænsning for havneudbygning, men der er arbejde igang for en tilpasning så der i og omkring erhvervshavne kan sikres tilstrækkelig havnekapacitet og placeringsmuligheder for virksomheder med behov for havnebeliggenhed, forsyningssikkerhed og søtransport.
På Ærø er det kun Søby Havn hvor en udbygning i dag er mulig planlovsmæssigt og af natur- og miljøhensyn.
Marstal Havn er omringet af natur mod syd og af boligområder mod nord og vest, så det kan ikke forventes at havnen vil få nye erhvervsmuligheder.
Sammensætning
Det nye partnerskab omfatter alle de tunge organisationer der har berøring med havne:
* Brancheforeningen Danske Havne
* CO-Industri (2 medlemmer)
* Green Power Denmark
* Dansk Erhverv
* Dansk Industri
* Dansk Offshore
* Danske Rederier
* Danske Maritime
* Kommunernes Landsforening, KL
* Brintbranchen
* Forsikring og Pension
* Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation
* Danske Shipping- og Havnevirksomheder
* Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ITD.
I spidsen for partnerskabet står Christina Grumstrup Sørensen, seniorpartner hos Copenhagen Infrastructure Partners, der er en af Europas store private udviklere af energi- og infrastrukturprojekter.
Se mere HER.