I turistplanen for Ærø, som for øjeblikket er i høring, lægges der op til, at der i det østlige Bregninge kan anlægges sportsfaciliteter og feriehuse. I den gamle turistplan skulle aktiviteter og økonomisk udvikling samles omkring Marstal og Ærøskøbing, men i den nye plan fra Kommunalbestyrelsen skal udviklingen også gavne det vestlige Ærø.
Området ved Fattiggården er på 20.000 kvm og her skal der på halvdelen af området anlægges tennisbane, padeltennis, volley- og basketbane, badminton- og multibane. De anlægges som helårsbaner.
Sportsfaciliteterne bliver gratis for Bregninges beboere at anvende.
På den anden halvdel af arealet skal der bygges feriehuse, der bliver samlet i en andelsboligforening. Feriehusene skal udlejes.
Bregninge skal efter Kommunalbestyrelsens plan være Ærøs første omdannelseslandsby, hvor det bliver lettere at bygge nye boliger og erhverv. Bregninge har et aktivt lokaltmiljø, men også en stor fraflytning med mange huse til salg. Det skal de nye muligheder lave om på.
Det er håbet, at det nye sportscenter kan trække ikke mindst børnefamilier til, både som turister, men også i form af bosætning i Bregninge-området.
Se hele Ærøs turistudbygningsplan HER.