Efter stormfloden i oktober kom der en stats-støttepulje på 121 millioner og mulighed for lån på 325 millioner til 27 kommuner. Men det særlige er, at de skader der var akutte og blev udført straks ikke dækkes af puljen, hvis entreprenørerne sendte regningen i november eller december.
Ærø Kommune er utilfreds med dette og flere andre punkter i den kommende Vejledning for stormflodspuljen fra Miljøministeriet.
Borgmester Peter Hansted og Teknik- og miljødirektør Peter M. Nielsen skriver til ministeriet:
* Det er meget uhensigtsmæssigt at det kun er udgifter afholdt i 2024, der kan gives støtte til. Udgifter, som er afholdt i 2023 umiddelbart efter stormfloden, omfattes ikke såfremt de er betalt og afregnet i 2023.
* Det betyder for Ærø at udgifter for over 2,5 millioner kr. ikke er omfattet.
* Udgifter som vil ligge i 2025 kan ikke støttes. Det er især et problem ved større anlægsprojekter, der forudsætter udbud af rådgivningsydelser, projektering og byggeriet, inden projektet kan igangsættes.
* Såfremt et reetableringsprojekt af et dige og kystsikringsanlæg vil kræve godkendelse fra Kystdirektoratet, må der påregnes en sagsbehandlingstid på 6 måneder eller mere. Det forsinker igangsættelsen af konkrete projekter ganske betydeligt (og ind i 2025).
* Oprensning af vandløb er ikke omfattet. Det kan virke uhensigtsmæssigt, at denne type udgifter ikke er medtaget, idet vandløb, som er tilstoppet med søsten og –materialer, skaber opstuvning af vand, med risiko for en række følgeskader. En operation, der helt entydigt har karakter af skadesbegrænsning. Konkret har Ærø i hvert fald et vandløb beliggende bynært ved Marstal, som vi konkret mangler at få oprenset.
* Det er meget uhensigtsmæssigt at ordningen er begrænset til 2024, fordi det vil betyde, at alle stormflodsramte kommuner vil skulle have så mange anlægsopgaver udført som muligt i 2024. Det giver en ekstra efterspørgsel hos leverandører af de specialiserede bygge- og anlægsopgaver, som vil øge priserne i et marked, som allerede ligger på et historisk højt prisniveau.
* Søger kommunerne samlet om tilskud over de 121 millioner, vil tilskudsprocenten blive mindre end de lovede 25%.
* Det er Ærø Kommunes holdning, at udmøntningen af puljen bør tage særlige hensyn til skadesomfangets relative betydning for den enkelte kommune.
* Skaderne har et omfang på Ærø der - set i forhold til kommunens størrelse med 6.000 indbyggere – er meget betydelig.
* Ærø Kommune foreslår derfor, at tilskud til kommuner, der er særligt hård ramt af stormfloden og som relativt set har meget betydelige udgifter hertil, ikke reduceres forholdsmæssigt. Alternativt at der indarbejdes yderligere kriterier, som tager et særligt hensyn til små kommuner, der forholdsmæssigt er særligt hårdt ramt af stormfloden.
* Det kunne fx være en højere tilskudsprocent på op til 50%.
NB. Det skal bemærkes at Ærø Dagblad har forkortet og lettere bearbejdet nærværende skriv til Miljøministeriet.