Onsdag den 4. oktober kl 19 afholdes der borgermøde om de nye bymidter i Marstal og Ærøskøbing. Der forventes ikke de store protester i Ærøskøbing, mens bymidtens udvidelse ned til Marstal-færgen har været et kampområde, siden Netto fortalte, at de gerne ville bygge.
Marstal
Når Marstals bymidte udvides med et Kommuneplantillæg, så betyder i praksis, at der vil kunne bygges flere butikker og cafeer og gallerier i den nordlige del af havnen.
MEN.
Byen i Marstal er dog i praksis allerede flyttet ned på havnen med caféer, butikker, Søfartsmuseet, kontorer og eventlokaler i Motorfabrikken.
Den nye officielle bymidte er derfor dels en tydeliggørelse af hvor by-funktioner allerede er, og dels ønsket om yderligere at udvikle havneområdet med byliv.
Der er 7.800 kvm butikker i Marstal og der lægges op til, at der kan opføres yderligere 2.300 kvm butikker indenfor den nye bymidteafgrænsning, herunder eventuelt en Netto-butik.
Ærøskøbing
I Ærøskøbing er der ikke tradition for at borgerne brokker sig samlet. Det nye forslag er da helller ikke så indgribende: Af større ting er muligheden for 1.200 butiksbyggeri, en stor parkeringsplads i stedet for de lejede arealer ved Røde Kors-butikken og at byudvikling på havnen droppes.
Her følger den nye Ærøskøbing-plan:
* Byens sydvestlige hjørne ved Vråvejen og Vestre Allé udlægges til 13.000 kvm parkeringsplads - for øjeblikket er der landbrug. Planerne om et 6.000 kvm parkeringsanlæg ud i Ærøskøbing Havn er til gengæld droppet.
* Havneområdet bliver ikke længere en del af udviklingsområdet for Ærøskøbing, selvom der så sent som i 2021 blev vedtaget en lokalplan der tillod 11.000 kvm byggeri af havne- og byfunktioner, Lokalplan 9-12B.
* I den nye Ærøskøbing bymidte er der 5.200 kvm butikker og der må bygges yderligere 1.200 kvm.
* Den gamle politistation på den østlige del af havnen kan anvendes til butik, café og boliger.
* Den østlige del af Pilebækken mod brandstationen og op mod fjernvarmeværket kan bruges til butikker, værksteder, kontorer og boliger.
* Den gamle brandstation på Pilebækken er ombygget til bolig, men kan også anvendes til butik.
* Bygninger og areal til venstre for indkørslen til Rådhuset (der står Royal Canin), må bruges til butik og boliger.
Se forslaget til de nye bymidter HER. Høringen fortsætter frem til den 18. oktober.
Mødet om Marstal og Ærøskøbing afholdes i Ærøhallen på Halvejen 22 i Marstal.