De kundeløse street food-vogne i Marstal og Ærøskæbing skal have ny placering. Marstal-vognene stod gemt udenfor turiststrømmene i Marstal og i Ærøskøbing ville ingen aktører stå bag en lagerbygning.
Der var ikke meget street i de 14 placeringer som kommunen i 2021 havde udvalgt til forsøget med street foodvogne, og netop ordet gade er vigtigt fordi der skal mange kunder forbi når madkonceptet er let og billigt.
I det sydlige Marstal på Taget kom der 3 vogne: De 2 der lå yderst ved vandsiden og måtte hakke sig igennem økonomisk - og de har nu forladt øen. Den 3. tilhørte minigolfen, der ejes af Søassurancen.
I Ærøskøbing var området udlagt bag havnebygningen ved siden af Røgeriet, hvor udsigten i højsæsonen er blokeret af de mange autocampere, der har bosat sig i området. Der var ingen street food-lejere til de pladser.
Ny placering
Havnen og kommunen foreslår nu at flytte:
* 4 stadepladser nærmere færgeområdet ved Sejlmagervej i Marstal, da der er større gennemgang af turister i sæsonen og ligger mere centralt ved lystbådehavn og Havnegade.
* 4 stadepladser længst ude i lystbådehavnen ved kajakklubben i Ærøskøbing. Der er ikke mange almindelige turister, men mange lystsejlere. Området ligger tæt på minigolf og Café Caro.
Havneudvalget skal nu tage stilling til de nye placeringer, så der i 2022 bliver 4 pladser i Vestre Bådehavn i Ærøskøbing, og 4 pladser Sejlmagervej Marstal. Desuden at minigolfen Taget Marstal, får et større street food/café-areal som en del af lejeaftalen for minigolfen.
Bedre men langt ude
De nye placeringer er markant bedre end eksperiment-pladserne i 2021, men følger ikke de 2 erfaringer med street food-områder rundt om i Danmark som er:
* Stor synlighed, så mange forbipasserende gående stopper op og biler og cykler kan finde på at stoppe.
ELLER
* Et helt område med mange vogne, så folk decideret valfarter til stedet fordi der er cool stemning.
Bedst med problemer
Et oplagt område i Ærøskøbing ville være på Det Gl. Værfts plads, med de strandede skibsprojekter, der i dag ligger hen som rod. Det ligger centralt på havnen og med mange forbipasserende.
I Marstal ville det omstridte Netto-område ved færgen være oplagt eller hele Torvepladsen oppe i den sydlige ende af gågaden.
Men gode placeringer kan give problemer, for hvis Havneudvalget giver for attraktive pladser til street food kan det give ballade med restaturatører og cafeer, som forventligt må se kunder søge mod street food-området. Det gør måske ikke så meget i højsæsonens 5-6 uger hvor der er for mange gæster, men i højsæsonens kant-uger er der større kamp om kunderne.
En anden udfordring for Havneudvalget er, at en stor succes vil betyde at det bliver svært at nedlægge et street food-område igen hvis der skal ske udvikling af området eller naboerne begynder at klage over for mange glade gæster med musik og støj.
Så i 2022 ser det ud til, at det igen bliver street food-vogne uden street.