Svendborg er forpligtet til at lægge plads til de nuværende Ærø-færger, men ikke til den planlagte udvidelse. Det fremgår af Havneloven og et juridisk notat. På den baggrund har Svendborg besluttet, at Ærø-færgerne kan anløbe en forlænget kaj, men understreger samtidig, at Svendborg ikke vil betale.
Her er Svendborgs forslag til pejlemærker for den nye indretning af Havnepladsen (Læs: Ærøfærgernes anløb):
* Ærøfærgernes opmarchareal må ikke udvides mod nord, øst og vest.
* En udvidelse af Ærøfærgens opmarchareal kan ske ved at flytte færgelejet mod syd (Læs: Ud i vandet) og eventuelt ved at give færgelejet en ny vinkel mere syd-nord gående.
* Hvis dette kræver udvidelse af landareal ud i vandet, skal det ske ved at forlænge Honnørkajen i en lige linje mod syd.
* Skrå-parkeringen med 15 p-pladser ved Ærøfærgerne og Hotel Ærø bibeholdes.
* Betalingsanlæg til Ærø-færgerne skal ske uden hegn, overdækning eller større barrierer. Afgrænsning kan ske ved kantsten og pullerter.
* Opladningsstationen til Ærøs elfærger placeres på de nuværende private parkeringspladser ved toiletterne.
* Der skal være en halv meter bred linje gennem hele området, som skal blive en fremtidig højvandsmur med porte.
* Skarø-Drejø-færgen Højstenes færgeleje og opmarchpladser flyttes ikke.
* Hjortøboens færgeleje ved siden af Ærøfærgerne skal bevare sin placering.
Svendborg har hidtil brugt 200.000 på analyse-arbejdet. Og "forventer ikke at anvende yderligere analysemidler, da udgifter til det videre arbejde med at udarbejde forslag og udgifter til eventuelle eksterne rådgivere skal hyres og finansieres af Ærø."
Se Svendborgs Teknik og Miljø-udvalgs dagsordenspunkt 7 HER.