Villum Fonden giver 1,4 millioner til et Marstal-projekt der skal give 647 børn og unge indsigt i programmering, robotter, 3D-print og designprocesser. Det er Motorfabrikkens frivillige teknik-laboratorium der nu løftes op på et højere niveau.
For at sikre projektets succes skal der ansættes 1,5 FabLab-ledere.
Målgruppen for projektet er Ærøs skoleelever.
Projektet introducerer også en pionermodel, hvor 4 pionerer fra forskellige Ærø-uddannelsesenheder uddannes på FabLab RUC på Roskilde Universitet.
Disse pionerer spiller en afgørende rolle i at træne og vejlede yderligere 15 lokale undervisere som FabLab-piloter.
De skal øge teknologiforståelsen hos Ærøs undervisere og samarbejde med det lokale erhvervsliv for at skabe læringsforløb om moderne teknikker.
Projektet løber over en 3-årig periode fra 2024-26. Kommunen søger medfinansiering fra andre fonde.
Villum Fonden
Fonden er stiftet i 1971 og har sine penge fra salget af især Velux-vinduer.
I 2022 uddelte fonden 1 millard kr.
Fonden støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning + miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.