Den folkelige modstand der stoppede solvarmeanlægget i Thorup betyder, at det østlige Ærø får markante fjernvarmestigninger, for Marstal og Rise Fjernvarme er afhængig af flis og træpiller, mens Ærøskøbing Fjernvarme klarer sig med halm og sol - hvor priserne er i ro.
I Marstal stiger fjernvarmen næste år med med ca 6.000 kr for et hus på 130 kvadratmeter til 22.000 kr. Marstal Fjernvarme får halvdelen af energien fra sol, mens resten kommer fra 6.000 tons træflis, hvor prisen er 3-doblet.
I Rise bruges der træpiller og flis, så her stiger fjernvarmen til 28.500 kr for et 130 kvm hus - en stigning på 6.500 kr.
For Ærøskøbing ligger prisen på under det halve på 12.000 kr for et almindeligt hus.